Venteliste
Tusindstrålen har sin egen venteliste. Interesserede forældre kan blive skrevet på ventelisten ved henvendelse til os på e-mail (post@tusindstraalen.dk) eller ved personligt fremmøde på info-eftermiddage. Ventelistedokumentet kan også udskrives her fra hjemmesiden og sendes til børnehavens e-mail. Tusindstrålens personalegruppe vurderer hvem fra ventelisten der skal tildeles plads. Dette gøres på baggrund af: Barnets fødselsår og opskrivningstidspunkt for notering på ventelisten.
Søskende til børn i Tusindstrålen har fortrinsret.
Det er gratis at blive skrevet på børnehavens venteliste.
Info-eftermiddage
Flere gange månedligt bliver der afholdt info-eftermiddage. Her viser vi Tusindstrålen frem for interesserede forældre, svarer på spørgsmål og fortæller om vores pædagogik og dagligdag.
Vi holder altid vores informationsdage/åben Hus i fællesskab med vores skole. Det gør det nemmere for os og mere overskueligt for interesserede forældre, der brug for at besøge begge steder. Vi har et fast program for arrangementet og allerede afsat datoer for året 2026:
29. april, 13. maj, 27. maj, 10. juni, 24. juni
–
Kl. 15.30 – 16 i Tusindstrålen. Rundvisning ude og inde.
Kl. 16 – 16.30 i skolen. Rundvisning ude og inde. (Salen + 3/4. kl. + 0. kl. + Craft-Værk).
Kl. 16.30 – 17 er der fælles samtale, spørgsmål og kaffe + kage (i Craft-Værket).
Af hensyn til børnene og personalet tilstræber vi, at interesserede forældre kommer til info-eftermiddage, frem for at bestille individuelle tider til besøg. I er meget velkommen til at medbringe hele familien til dette arrangement. Det kræver ingen tilmelding, man møder bare op.
Indskrivning og opstart
Har barnet muligvis fået tildelt plads i Tusindstrålen, kontakter forældrene Tusindstrålen og aftaler en samtale. Her undersøger vi, om vi er det er Tusindstrålen, der er det bedste valg for jeres familie. Denne samtale kan sagtens være telefonisk. Er vi noget for hinanden, aftales der efterfølgende en tid for en opstartssamtale. Det er fortrinsvis Tusindstrålens ledelse der holder opstartssamtale.
Vi laver ikke en indmeldelse på barnet, før vi har haft besøg af barnet sammen med jer. Vi ønsker at møde børnene inden en aftale om start.
Vi tilstræber at barnets opstart hos os bliver så harmonisk som muligt. Derfor laver vi altid individuelle aftaler for indkøring. Her tager vi hensyn til barnets personlighed og trivsel og forældrenes mulighed for/tid til at støtte barnet.
Ved opstartsmøde bliver der udfyldt indmeldelsespapirer og stamkort. Børnehaven videresender indmeldelsesdata til Aalborg kommunes pladsanvisning og herefter er barnet officielt indskrevet i børnehaven.
Økonomisk friplads, søskenderabat m.m. aftales med pladsanvisningen.
